Øen i søen


På Bornholm er der blot 30 km fra solopgang til solnedgang - og øen har en lang, lang historisk tradition for gæstebud. Sådan må det naturligvis være, når man ligger lige midt i Østersøen.

 

Samtidig er Bornholm er et særligt sted. Med dramatiske klipper mod nord og næsten 40 km sandstrand mod syd. Gennemskåret af sprækkedale og åer - og en meget stor, smuk skov midt på øen. Og næsten uanset hvor på øen du er, så spiller naturen en rolle.

 

Den særlige stemning, når havet og solen falder til ro efter en lang dag. Harmonikaerne og violinen på torvet en lørdag eftermiddag tager kampen op med havmågernes hæse skrig.

 

Den kolde hvidvin på de varme klipper.  Og havet -  hver dag med en ny farve, med et nyt udtryk, en ny lyd.

 

Et par øjne, der løber i vand ved slotsruinen Hammershus på spidsen af Bornholm, da vinden en dag viser tænder.

 

En tung rynke i panden på den amerikanske turist, der ryster på hovedet og ikke helt kan fatte, at Svaneke - Danmarks smukkeste købstad - ikke er en filmkulisse. Og på havnen de glade skrig. Børnene bader, selv om det er i begyndelsen af september. For når først klippen er varm...

 

Bornholm er kunstnernes ø. Keramik. Glas. Malerier. Kunsthåndværk. Overalt på øen finder man dem. Øens lys har gennem århundrede trukket kreative sjæle til øen. Hvert andet år mødes de skarpeste europæiske keramikere og glaskunstnere til dyst og dialog på Bornholm.

 


Bornholm er også blevet kokkenes ø. De dygtigste kokke valfarter nu til Bornholm for at lave mad, for at dyste i kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem og for at få fat i rabarbersaften fra Bornholms Mosteri, hvidvinen fra Lille Gadegård, Vasagaards frilandsgrise, Thor Kures kødkvæg, de vilde frugter og krydderurterne, osten fra andelsmejeriet, humlen i Bølshavn, de modne figner og morbærrene. Danmarks bedste kok huserer på Stammershalle på nordlandet. Michelin-kokke serverer gourmetmad på restaurant Kadeau på Sydbornholm.

 

Og så har vi slet ikke fortalt om de hyggelige, gamle kystbyer - Rønne, Gudhjem, Listed og Bølshavn, om vejboderne med kartofler, grøntsager, bær og svampe, anemonerne, sprækkedalene, den klassiske musik, jazz-festivalerne, middelaldercenteret, Kunstmuseet i Rø på kanten af Bornholm, Hammerknuden, den lange gåtur i Almindingen - bornholmernes smukke skov, de mange motionsløb, kulturugen i september, kokkekonkurrencen i juni, bolcherne, laksen, lakridserne og øllet.

 

 

 

 

Del denne side

Følg Etape Bornholm

This website has been developed on Bornholm using the open-source CMS Umbraco. Designed and implemented by Bergsbureau. Asbjørn Riis-Knudsen from JF Data tamed the beast and made the basic code-work.